Nu er der snart gået 2 uger og jeg er stadig i gang med at komme ned på jorden efter et marked med den største alsidighed jeg har oplevet i Danmark – når det altså handler om fødevarer. Først og fremmest var det en spændende oplevelse at være del af DM i Grill-teamet, hvor jeg fik lov til at smagsopleve en hel masse forskellige og veltilberedte udskæringer. Spareribs var der en hel del smagsprøver af, i de forskellige telte og jeg fik derfor lov til at prøve en hel masse af dem. Ud over at få lov til at smage på de forskellige ting, blev min øjne også virkelig åbnet op for at grill også kan være fin anretning, og dermed lidt mere raffineret end det jeg normal forbinder med grill; nemlig gratværk, fedt og BBQ-klister på fingrene..
Ligeledes var det sjovt at se alle de Aalborgensiske hold til DM. Jeg nød især de flotte anretninger af United Grill Chefs, og man kunne tydeligt fornemme en baggrund i kokkeverden her ;-). Men deraf kommer også en lille kritik af DM i Grill, for hvad går det egentligt ud på? Når jeg ser retterne, ser jeg en masse pænt anrettet tallerkener, som lige så godt kunne være serveret på en restaurant (Jeg ved godt at jeg kun fik set de udstillede versioner, men en fugl synger at også indleveringerne var ret raffinerede), og det kan jeg slet ikke relatere til de klassiske amerikanske BBQ-konkurrencer, som jo må være fundamentet for dennes virke – nå men, det er jo småting.. DM i Grill var en kæmpe succes og der var massiv interesse, og dét hæfter jeg mig ved :-).
Men ovenover nævnte jeg også noget om et fødevaremarked, og ja det var med kæmpe alsidighed. Jeg oplevede smagsprøver fra hav, til land og fra himlen, fra Danmark, til Sverige, til Tyskland. Alt imens at de lokale lækkerier også var fremvist i overvældende forstand. Et kæmpe overflod af diverse pølser og oste, tillod stadig et lækkert udvalg af alle mulige andre fødevarer og organisationer.
Særlig én organisation bed jeg mærke i, og jeg standsede også op i længere tid til en snak – Der var her tale om organisationen Slow Food Denmark, eller mere præciseret Slow Food Fyn. Slow Food er en verdensomspændende organisation, startet i Italien i 1989, som modsvar til en stadig stigende popularitet blandt fastfoodkæder og fundamentet for deres virke. De kæmper som interesseorganisation, for kvalitetsfødevarer og bevarelsen af det antikonventionelle princip – nemlig hvor udbyttet måske ikke er særligt stort, og hvor producententen muligvis heller ikke er særlig effektiv, set fra et produktionsomkostningsperspektiv (wow, et langt ord). Her er det ting som nøjsomhed, omsorg over for råvarerne, ansvar overfor kommende generationer og respekt for naturen, som danner rammen. Jeg fik en snak med Formand for Fyn-afdelingen, Christian Harold, som var virkelig inspirerende. Jeg fik lidt at vide om organisationen og om de forskellige involverede og der var i særdeleshed inspirerende, og så fik jeg selvfølgelig lov til at smage på nogle af de ting som de involverede producenter bruger deres hverdag på – bl.a. øl fra Indslev bryggeri. Jeg håber at jeg kan få lov til at opleve dem igen ved senere lejlighed – måske ved MAD i ridehuset til september? Jeg håber ihvertfald at de kommer.
Alt i alt var jeg godt tilfreds med at have kørt 200 km for at se Kulinarisk Sydfyn og jeg håber helt sikkert også at jeg kan nå til det næste år – forhåbentligt med endnu flere spændende udstillere. Indtil da får i lige et billede af BBQ Team [Fyn]’s spareribs (røget og virkeligt lækkert!)